Kolonihave

Kolonihaven –
til megen nytte
I dag kan 40.000 kolonihaveejere stadig fryde sig over deres lille paradis med huse, hvor kun fantasien sætter grænser for det personlige og eventyrlige præg.
Et herligt syn en sommersøndag i kolonihaverne – flagene smælder i den friske blæst, himlen er så blå, så blå, slyngroserne og bonderoserne blomstrer om kap, de første kartofler og jordbær er stolt præsenteret for nabohaveejerne, som til gengæld kan kvittere med flotte asparges og persille som en lille, tyk hæk!

kolinihaver
Kolonihaverne ved Moseparken i Faaborg. Foto: Jørn Ungstrup

Kolonihalen er ikke bare kolonihaven – den er et skud på en stamme, der går helt tilbage til bondestenalderen omkring 4.000 til 1.800 før vor tid, hvor nordboerne så småt begyndte at bosætte sig og dyrke småmarker frem for at fortsætte det frie og usikre liv som jægere og samlere.
Vi ser hver eneste dag en hilsen fra de første jordbrugere i form af de tusindvis af stendysser og jættestuer over hele landet – bondestenalderen viser med disse stendysser, at her har man ryddet skov, samlet sten og markeret bopladsens territorium.
Korndyrkningen foregik som svedje-agerbrug, hvor et lille stykke skov blev afbrændt og dannede en næringsrig bund for bearbejdning med en gravestok, så de ældste kendte kornarter, enkorn, emmer og hvede kunne spire og gro.
Flint-teknikken var blevet utroligt avanceret, og der kunne fremstilles alle slags redskaber og våben, men da bronzen holdt sit indtog omkring 1.800 -f. Kr. var den det absolut fornemste, der kunne tænkes, men bronze er en legering af kobber og tin og ret blød og duer ikke til arbejdsredskaber og skarpe våben, så flinten fortsatte som et værdifuldt materiale.
Bronzealderen efterlod dog også mange hilsener, vi kan se hver dag, nemlig de ca. 20.000 bronzealderhøje der er tilbage i dag samt en skatkiste af ufatteligt smukt udførte smykker og pragtvåben.

Først da jernet dukkede op omkring 500 f. Kr. kom der for alvor gang i jorddyrkning, jern var flint overlegen til plovskær på arden, segl, leer og graveredskaber.

Danmark havde selv jern i rige forekomster af myremalm, som dog krævede store mængder træ for at blive udvundet af mosejorden. I jernalderen grundlagdes de landsbyer, som skulle dominere landbruget i mere end 2.000 år, og vi støder hver dag på landsbynavne, som stammer i lige linje fra jernalderen, nemlig endelser som -lev, -inge, -løse, – sted og -um .
Agrene var små, og nu var byg blevet den vigtigste kornsort, men rug havde også holdt sit indtog, og kornproduktion, velstand og folketal steg. Høns og gæs var dukket op som husdyr omkring Jesu fødsel, men ellers var det kvægavl og korndyrkning, der var væsentligst.
En romersk forfatter, Tacitus, skrev omkring 100 e. Kr. om nordboerne: ”De forsøger ikke at øge jordens frugtbarhed og overflod, de planter ikke frugthaver, de adskiller ikke enge eller vander haver, de kræver kun korn af jorden”
Op gennem Danmarkshistorien har det været indvandrere, som har lært os om jord- og havebrug.
I den tidlige middelalder omkring 11-1200 kom der munke fra det sydlige Europa, som havde en meget lang tradition for dyrkning af grøntsager, som var væsentlige i klostrets kostplan. I klostrets haver var der altid anlagt bede, hvor man dyrkede grøntsager og lægeplanter.
Henrik Harpestreng, 1182-1244, var Erik Plovpennings læge og skrev lægevidenskabelige bøger også bogen ”Liber herbarum” om lægeurters egenskaber, bl.a. blev salat, peberrod og persille, regnet som værdifulde lægeurter.
Adelens unge sønner skulle dengang på dannelsesrejser i det sydlige Europa og fik her smag for grønt og krydderier, så når de kom hjem, anlagde de urtehaver ved deres herregårde. Ideen bredte sig til bønder og byernes borgere, så mange former for kål og almindelige grøntsager vandt indpas.

Chr. 2. var en meget initiativrig konge og i høj grad bøndernes ven, men også klar over, at der virkeligt manglede dygtige foregangsfolk til at lære danskerne at dyrke jorden meget bedre.

Så i 1515 forhandlede Chr. 2. sig frem til, at 184 hollændere kom til Danmark for at være foregangsmænd i gartneribrug.
Han gav dem uindskrænket ret til hele Amager og Saltholm bortset fra Dragør og Kronens fiskerleje. De fik mange rettigheder, og beviste på ganske få år deres store dygtighed ”Til at omgaas Smør, Ost, Rødder, Løg, Hauger at anrette og Vildgaasefang, hvilket vare til Gavn for Kjøbenhavn By”. Deres efterkommere og kultur findes stadig i`rigt mål i Store Magleby, og en stor fornøjelse er det at besøge deres museum, Amagermuseet i Store Magleby.
I slutningen af 1500-tallet var der anlagt en del småhaver uden for Københavns volde, hvor borgerne dyrkede nytteplanter; selv Chr. 4. anlagde en have uden for fæstningen, hvor der var grøntsager, frugttræer og blomster og midt i haven lå ”lysthuset” Rosenborg, hvor kongen meget hellere opholdt sig end på ”rottereden” Københavns Slot.
Chr. 4.’s søn, Frederik 3. byggede i 1655 fæstningen Frederiksodde – Fredericia. Uden for voldene blev udlagt haver til fæstningens beboere, som dog ikke passede dem, så i 1720 blev de overgivet til indvandrede, religionsforfulgte hollandske og franske Huguenotter, som var vant til havebrug og hurtigt forvandlede de misligholdte jordstykker til rene mønsterhaver.

Kartoflen var kommet til Europa fra Peru allerede i 1500-tallet, men de mistroiske danskere mente, den underlige knold nærmest var uspiselig, selv om hollænderne og franskmændene i Fredericia dyrkede den som et værdsat og nødvendigt næringsmiddel.

Men omkring 1757 blev Frederik 5. (1746-66) tvunget til at gøre noget ved opdyrkningen af den jyske hede.
Her henlå enorme arealer, som var sprunget i lyng, fordi næsten al skov var hugget. Disse arealer ville kunne brødføde mange familier, men danskerne ville ikke ud på heden, så Frederik 5. lokkede 250 tyske familier til egnene ved Viborg og Fredericia med gyldne løfter om gårde, kreaturer, religions- og sprogfrihed, skattefrihed og økonomisk hjælp, men i stedet mødte de en ufatteligt barsk virkelighed.
De stærkeste blev og opdyrkede heden med umenneskeligt slid og flid og fik også lært deres naboer, at kartoflen var en fantastisk gave.

Næste gang Danmark modtog dygtige indvandrere var i 1773, da Brødremenigheden grundlagde Christiansfeld. Foregangsmanden Struensee havde fået Christian 7. til at anmode Brødremenigheden i Herrnhut om at anlægge en mønsterby i Danmark, fordi de var eminent dygtige håndværkere, gartnere og organisatorer, som virkeligt var tiltrængte i Danmark.

Brødremenigheden opbyggede på ganske få år en mønsterby og et mønstersamfund, hvis principper selv nutidens kommunalreformatorer ville kunne lære enormt meget af. Et besøg i byen med et lille indblik i den fantastiske historie er en oplevelse!
Egentlige kolonihaver kom meget senere, omkring 1821 foreslog justitsråd Fr. W. Otte, at der skulle oprettes fattighaver ved provinsens købstæder, så småhåndværkere og arbejdere kunne skabe et supplement til familiens kost ved dyrkning af kartofler og grøntsager. Samtidigt styrkede man ædrueligheden ved at beskæftige familiefædre i fritiden og begrænse deres ”Krogang”.

Men den egentlige kolonihavetanke skyldes vognmand Jørgen Berthelsen i Aalborg, som i 1884 lejede et areal af kommunen, som blev udstykket i 85 haver på hver 440 m2, som så blev udlejet til en pris, hvor hverken Berthelsen eller andre skulle tjene på det.

Ideen spredtes hastigt, så i 1906 var der 6862 kolonihaver på gennemsnitligt 229 m2 lejet hos kommunerne. Betingelser og priser var dog alt for forskellige, nogle steder var opsigelsesfristen kun 14 dage, så der var behov for en samlet ledelse, så i 1908 gik man sammen og stiftede ”Kolonihavelejerforeningernes Forbund i Danmark” for at finde fælles fodslag til gavn for kolonihavelejerne.
I krigsårene 1914-18 viste kolonihaverne deres store betydning for befolkningens sparsomme kost, og det samme skete igen under 2. verdenskrig, hvor græsplæner og blomsterbede gav plads til kartofler og grøntsager Foreningen skiftede navn til ”Kolonihaveforbundet for Danmark” og har nu mange store opgaver, blandt andre at håndhæve at kolonihaver aldrig må gøres til profitobjekt. En højresteretsdom i 2007 var en sejr for kolonihavetanken, da dommen fastslog, at kolonihaver skal være for alle, og de vurderingsregler, kolonihaveforbundet har indført for at modvirke frie markedspriser på haverne, står fast.
Så i dag kan 40.000 kolonihaveejere stadig fryde sig over deres lille paradis med huse, hvor kun fantasien sætter grænser for det personlige og eventyrlige præg, og vi andre kan stadig gå en tur gennem kolonihaveforeningen og frydes over blomster, huse og flotte grøntsager og få en snak over en hæk og måske få gode råd om kampen mod den fælles fjende: dræbersneglen.
Vi danskere er et optimistisk folkefærd og drømmer ikke om, nogensinde at skulle blive afhængige af koloni- og parcelhushavers livsvigtige tilskud til det daglige brød igen, men hvis vi ser tilbage i historisk tid, så kan det stadig ske, og kolonihaverne kan lynhurtigt skifte til nytteafgrøder. Værre ser det ud for de uendeligt mange parcelhushaver, der er gået ind i den nye ”stenalder”, hvor jord og græs er bandlyst og alt dækket af fliser og knust granit. Flot og elegant er det, men et problem hvis jorden pludseligt igen skal dyrkes.

inger birkemose

Kronik i Fyens Amtsavis
Martin E. Seymour
Journalist, Fynske Medier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.